ANMELDELSE
Instruktør: Emir Kusturica, Frankrig, 1995. Medvirkende: Miki Manojlovic, Lazar Ristovski, Mirjana Jokovic, Slavko Stimac, Ernst Stötzner.
Anmeldt af Jens Geisler
Den bosnisk-serbiske instruktør Emir Kusturica, der har vundet både Venedig-filmfestivalens Guldbjørn i 1981 og Cannes-festivalens Gyldne Palmer i 1985, sidstnævnte for en politisk film om de jugoslaviske kommunister i 1948, retter i filmen ‘Underground’ igen fokus på Jugoslaviens historie. Den tyske invasion af Jugoslavien 6. april 1941 udfordrer de menneskelige instinkter, hvilket udløser en regulær ‘tour de force’ af farverige og teatralske scener indeholdende vold, sex og komedie. Et tema om politisk løgn og menneskeligt bedrag flettes sammen – uophørligt akkompagneret af livfuld balkansk blæsermusik.
Mens bomberne falder over Beograd svirrer Marko, den ene af de to mandlige hovedpersoner, uforstyrret videre med en prostitueret fra gaden, mens filmens anden mandlige hovedperson, Blacky (på serbokroatisk; Crni), ligeledes uforstyrret æder og drikker. Alt imens vilde dyr fra byens bombede Zoo løber rundt i gaderne i vild panik, eller ligger døde. Tonen for resten af filmen, hvor vildskab og begær er nøgleord, slås hermed an. Blacky tager kampen op mod tyskerne og må gå ‘underground’, men inden da løber han afsted med den smukke skuespillerinde Natalia, som lader sig kurtisere af en tyske officer, som måske kan hjælpe hendes handicappede bror.
Marko skjuler dem i en kælder, sammen med en gruppe andre flygtninge, og leverer deres produktion af våben videre til modstandskampen. Men Marko undlader at fortælle Blacky og gruppen i kælderen, at krigen slutter og fortsætter våbensalget, nu til det sorte internationale marked. Bedraget gør det også muligt for Marko at “overtage” Natalia. Hun spiller med på løgnen, for i det post-1945 kommunistiske Jugoslavien er Marko en anset og populær filminstruktør, og som hans kone kan hun leve et behageligt og priviligeret liv. Han indspiller bl.a. løgnagtige film om hvordan Blacky heltemodigt døde i kamp mod tyskerne. Samvittigheden nager, men begæret vinder og de vælger at leve deres priviligerede samliv videre på bedraget, illustreret ved en erotisk scene.
Blacky opdager til sidst bedraget, men myrdes, og dette bruges som afsæt til hvad der snildt kan tolkes som kritik af Titos kommunistiske Jugoslavien, som, akkurat som de to elskendes samliv, postuleres som værende baseret på en løgn. En scene, hvor en abe under en fest i kælderen efterabes(!) af deltagerne, illustrerer et samfund af eftersnakkere og klakører. Sidst i filmen demonstreres Jugoslaviens falskhed ved en voldsom iscenesættelse af landets sammenbrud i borgerkrigen 1992-1995. Et dramaturgisk højdepunkt er den evnesvage Ivans nedskydning af Marko og Natalia, hvorefter de i en rullestol kører brændende rundt og rundt om en væltet statue af Jesus. Blodig symbolik så det klodser.
Dramatiske og bizarre indslag er der ingen mangel på; som i en af de indledende scener, hvor Marko placerer en blomst i den kvabsede prostitueres balle-revne. Eller da den førnævnte abe under en fest i kælderen kravler ned i en panservogn og, temmeligt forudsigeligt da scenen er markeret lang tid inden, affyrer panservognens kanon med stor bestyrtelse og kaos, som et ligeså forudsigeligt resultat. Overdreven teatralskhed er filmens helt store problem, og en klar linje og et forståeligt plot nærmest drukner i løjer og optrin, som desuden suppleres af små sidehistorier, miljøskildringer, og persontegninger. Nemt overses det, at Ivans mord på Marko og Natalija symboliserer de blodige konflikter i sammenbruddets kølvand for, ja, Ivan og Marko er brødre..
Historiske filmklip opdeler filmen i tidsperioder; 2. Verdenskrig, diktatoren Titos Jugoslavien, og 1990′erne. Men i filmens sidste scener kortsluttes det historiske og symbolske via en tidsrejse fra 1940′ernes Jugoslavien frem til 1990′ernes Jugoslavien gennem en serie underjordiske tunneller.
Rent skuespilmæssigt brænder særligt Mirjana Jokovic, som spiller den skønne Natalia, igennem. Men også hendes to mandlige med-hovedpersoner, hvis meritter mod tyskerne giver mindelser om vores hjemlige Olsen-bandes løben om hjørner med ordensmagten, bærer deres roller flot. Mirjana Jokovics rolle som Natalia er efter undertegnedes opfattelse filmens centrale karakter, for hendes figur repræsenterer enten den opportunistiske “billige luder” som ligger i med hvem som helst, så længe det gavner hende. Først den tyske officer, så Blacky, og siden Marko. Eller også er hun bare en realpolitisk pragmatiker, som i en hård verden må overleve på bedst mulig vis, for samtidigt selvopofrende at skaffe hjælp til sin bror ? En feministisk tolkning kunne sige, at hun som kvinde i en mandsdomineret verden blot bruger kvindelist for at klare sig; en tolkning som filmens forside understøtter; iført en højt opslidset, sensuel-rød kjole smyger hun sig op ad en kanon/fallos.
Sanserne bombarderes til bristepunktet med fandenivoldsk balkansk vitalitet, musik og galskab. Og filmens tætpakkede symbolik og højtsvungne plot omhandlende politisk løgn, overlevelsesdrift, og menneskeligt begær kræver et opmærksomt og reflekterende publikum. Som sådan befinder filmen sig i kategorien for ‘kunstneriske film’ – og måske karakteristisk for dét vandt filmen da også Guldpalmerne ved filmfestivalen i Cannes i 1995.
